Indvendig beklædning i kahytten |
Denne artikel handler om den indvendige plasticbeklædning, der er limet på glasfiberen. Udskiftning af dette er nok det kedeligste arbejde man kan lave på sin båd, måske lige efter afrensning af kølen! Jeg arbejdede på projektet om vinteren, hvor båden var på land med presenning over. Magic’er har indersiden af ruffet beklædt med plastic, der let kommer til at se småmuggen og beskidt ud, og måske er der huller fra gardinstænger, lamper osv. På min båd var der løbet kondensvand ind bag plasticen ved vindueskanterne, og jeg ville gerne afmontere gardinstængerne (rigtige mænd ikke altså ikke blondegardiner i deres skude!). Loftspladerne, og glasfiberen under ryglænene er beklædt med noget pelset stof. Det var rimelig pænt, og blev vasket lidt og genbrugt. Senere vil jeg skifte loftspladerne ud med lakeret marineplywood, uden nogen form for stofbeklædning. Uanset bevæggrundene pynter det gevaldigt at skifte plasticen ud, og det er ikke specielt dyrt: Ca. 1.000 kr. for plastic (hos forhandlere kaldet PVC-skum, ca. 100 kr./m i 140 cm bredde), lim m.v. Men der skal mange arbejdstimer til. Jeg brugte ca. 5,5 m plastic, og 3 kg Cascoflex kontaktlim. Husk også en tandspartel til at få limen spredt ud. Kanterne blev limet med 2 patroner MSR CA lim/fugemasse. Her er en gennemgang af trinene i arbejdet:
Vindueskanterne i Magic’en er problematiske. Pelle Pettersson (PP) er, udover at være bådkonstruktør, også industriel designer. Bygningen af båden er derfor en industriel proces, hvor tingene skulle gå hurtigt og nemt (=billigt). Jeg gætter på, at al apteringen er placeret i skroget inden dækket blev monteret, og at plastic og vinduer er monteret i dækssektionen inden samling med skroget. I hvert fald er plasticen bukket og klisteret omkring vindueskanterne, og senere er vinduerne monteret. Nemt og effektivt for PP, men umuligt at genskabe medmindre man først afmonterer vinduer, og så klister plasticen på. Jeg havde ikke mod på at tage vinduerne af. fordi de er meget skrøbelige og et nyt sæt koster 10.000 SEK. Jeg endte med at male kanterne med topcoat inden ny plastic blev klistret på, og skære plasticen til med et brækket barberblad senere. Resultatet er ikke imponerende, så næste projekt er at finde en passende liste at klistre på. Hvis jeg skulle gøre det om ville jeg nok vælge at bruge lidt mere tid på at fjerne den gamle lim, slibe glasfiberen og male det hele med topcoat i stedet for at beklæde med ny plastic. Det giver måske lidt kondensvand, men er uopslideligt og løser problemet med vindueskanterne.
|